Om Aartusinder

af   Hans Christian Andersen


hca0101_01.jpg

Ja, om Aartusinder komme de paa Dampens Vinger igjennem Luften hen over Verdenshavet! Amerikas unge Beboere gjeste det gamle Europa. De komme til Mindesmærkerne her og til de da synkende Stæder, saaledes som vi i vor Tid drage til Syd-Asiens hensmuldrende Herligheder.

Om Aartusinder komme de!

Themsen, Donau, Rhinen rulle endnu; Montblanc staaer med Sneetop, Nordlysene skinne over Nordens Lande, men Slægt paa Slægt er Støv, rækker af Øieblikkets Mægtige glemte, som de der nu alt slumre i Høien, hvor den velhavende Meelhandler, paa hvis Grund den er, tømrer sig en Bænk for at sidde og see ud over den flade, bølgende Kornmark.

hca0101_02.jpg

“Til Europa!” lyder det hos Amerikas unge Slægt — “til Fædrenes Land, Mindernes og Phantasiens deilige Land, Europa!”

Luftskibet kommer; det er overfyldt med Reisende, thi Farten er hurtigere end tilsøes; den electromagnetiske Traad under Verdenshavet har allerede telegrapheret, hvor stor Luft-Karavanen er. Alt øines Europa, det er Irlands Kyster der sees, men Passagererne sove endnu; de ville først vækkes, naar de ere over England; der betræde de Europas Jord i Shakspeares Land, som det hedder hos Aandens Sønner; Politikens land, Maskinernes Land, er der andre der kalde det.

En heel Dag bliver opholdet her, saamegen Tid har den travle Slægt at give det store England og Skotland.

hca0101_03.jpg

Farten gaaer under Canal-Tunnelen til Frankrig, Carl den Stores og Napoleons Land, Molière nævnes, de Lærde tale om en classisk og romantisk Skole i den fjerne Oldtid og der jubles for Helte, Skjalde og Videnskabsmænd, som vor Tid ikke kjender, men som skal fødes paa Europas Krater: Paris.

Luftdamperen flyver hen over det Land, hvorfra Columbus gik ud, hvor Cortez blev født, og hvor Calderon sang Dramaer i bølgende Vers; deilige sortøiede Qvinder bygge og boe endnu i de blomstrende Dale, og i ældgamle Sange nævnes Cid og Alhambra.

Gjennem Luften, over Havet til Italien, hen hvor det gamle evige Roma laae; det er udslettet, Campagnen en Ørk; af Peterskirken vises der en eensomstaaende Muur-Rest, men man tvivler om dens Ægthed.

Til Grækenland, for at sove en Nat i det rige Hotel høit paa Olympens Top, saa har man været der; Farten gaaer mod Bosporus, for der i nogle Timer at hvile ud og see det Sted, hvor Byzanz laae; fattige Fiskere spænde deres Net der, hvor Sagnet fortæller om Haremets Have i Tyrkernes Tid.

Rester af mægtige Byer ved den stærke Donau, Byer, vor Tid ikke kjendte, flyves der hen over, men der og der – Mindernes rige Stæder, de, som komme, de, som Tiden føder – der og der daler Luft-Karavanen og løfter sig igjen.

Dernede ligger Tydskland – som engang omspændtes med det tætteste Net af Jernbaner og Canaler – Landene, hvor Luther talte, Goethe sang, og hvor Mozart i sin Tid bar Tonernes Scepter! Store Navne lyste i Videnskab og Kunst, Navne, vi ikke kjende. Een Dags Ophold i Tydskland og een Dag for Norden, for Ørsteds og for Linnés Fædreland og Norge, de gamle Heltes og de unge Nordmænds Land. Island tages paa Hjemfarten; Geiser koger ikke længer, Hekla er slukket, men som Sagas evige Steentavle staaer den stærke Klippe-Ø i det brusende Hav!

“I Europa er meget at see!” siger den unge Amerikaner; “og vi have seet det i otte Dage, og det lader sig gjøre, som den store Reisende” – et Navn nævnes, der hører til deres Samtid – “har viist i sit berømte Værk: ‘Europa seet i otte Dage’.”

hca0101_04.jpg

* * *