Hvad hele Familien sagde

af   Hans Christian Andersen


Hvad sagde hele Familien? Ja hør nu først, hvad den lille Marie sagde.

Det var den lille Maries Fødselsdag, den deiligste af alle Dage syntes hun. Alle smaa Venner og Veninder kom for at lege med hende, og den fineste Kjole havde hun paa; den havde hun faaet af Bedstemoder, som var hos den gode Gud, men Bedstemoder havde selv skaaret og syet den, før hun gik op i den lyse, deilige Himmel. Bordet i Maries Stue straalede med Foræringer; der var det nydeligste lille Kjøkken med Alt, hvad der hører til et Kjøkken, og en Dukke, der kunde dreie Øinene og sige “au!” naar man trykkede den paa Maven; ja der var ogsaa en Billedbog med de deiligste Historier at læse, naar man kunde læse! Men skjønnere end alle Historier var dog det, at opleve mange Fødselsdage.

“Ja, det er yndigt at leve!” sagde den lille Marie. Gudfader tilføiede, at det var det deiligste Eventyr.

I Stuen tæt ved gik begge Brødrene; de vare store Drenge, den ene ni Aar, den anden elleve. De syntes ogsaa, at det var deiligt at leve, leve paa deres Viis, ikke være Barn, som Marie, nei være rask Skoledreng, have “Udmærket” i Charakteerbogen og kunne slaaes med Kammeraterne i al Fornøielighed, løbe paa Skøiter om Vinteren og paa Velocipede om Sommeren, læse om Ridderborge, Vindebroer og Borgfængsler, høre om Opdagelser i det indre Afrika. Den ene af Drengene havde dog een Sorg derved, den, at der skulde opdages Alting, før han blev stor; saa vilde han paa Eventyr. Livet er det deiligste Eventyr, sagde jo Gudfader, og i det er man selv med.

Det var i Stuen at disse Børn levede og tumlede sig; ovenover boede en anden Green af Familien, ogsaa med Børn, men disse havde rystet Barnet af Ærmet, saa store vare de; den ene Søn sytten Aar, den anden tyve, men den tredie meget gammel, sagde lille Marie, han var fem og tyve Aar og forlovet. De vare Alle lykkeligt stillede, havde gode Forældre, gode Klæder, gode Aandens Gaver, og de vilde hvad de vilde, “fremad! bort med alle de gamle Plankeværker! fri Udsigt i den hele Verden! den er den deiligste, vi kjende. Gudfader har Ret; Livet er det deiligste Eventyr!”

Fader og Moder, begge ældre Folk – naturligviis ældre end Børnene maatte de være – de sagde med Smiil om Munden, med Smiil i Øie og Hjerte: “Hvor de ere unge, de unge Mennesker! det gaaer ikke ganske i Verden, som de troe, men det gaaer. Livet er et selsomt, deiligt Eventyr!”

Ovenover, lidt nærmere Himlen, som man siger, naar Folk boe paa Qvisten, boede Gudfader. Gammel var han og dog saa ung i Sindet, altid i godt Humeur, og saa kunde han fortælle Historier, mange og lange. Vidt i Verden havde han været, og fra alle Verdens Lande stode der yndige Ting i hans Stue. Der vare Billeder fra Loft til Gulv, og flere Ruder vare af rødt og af guult Glas; saae man der igjennem, da laae hele Verden i Solskin, om der end var nok saa graat Veir udenfor. I en stor Glaskasse voxede grønne Planter, og i et Aflukke derinde svømmede Guldfiske; de saae paa En, ligesom om de vidste Saameget, de ikke vilde tale om. Altid duftede her af Blomster, selv ved Vintertid, og da brændte her en stor Ild i Kaminen; det var saa morsomt at sidde og see ind i den og høre, hvor det knittrede og knagede. “Den læser gamle Erindringer for mig!” sagde Gudfader, og det var ogsaa for lille Marie, som viste der sig mange Billeder i Ilden.

Men i det store Bogskab tæt ved stode de rigtige Bøger; een af disse læste Gudfader ofte i, og den kaldte han alle Bøgernes Bog, det var Bibelen. Der stod i Billeder hele Verdens og alle Menneskers Historie, Skabelsen, Syndfloden, Kongerne og Kongernes Konge.

“Alt, hvad der skeet er og skee vil, staaer i denne Bog!” sagde Gudfader. “Saa uendelig Meget i een eneste Bog! tænk derover! Ja Alt, hvad et Menneske har at bede om, er sagt og lagt i faa Ord i Bønnen: ‘Fader vor!’ den er en Naadens Draabe! den er Trøstens Perle fra Gud. Den lægges som Gave paa Barnets Vugge, lægges ved Barnets Hjerte. Barnlille, gjem den vel! tab den aldrig, ihvor stor Du voxer, og Du er ei forladt paa de vexlende Veie! den lyser ind i Dig, og Du er ikke fortabt!”

Gudfaders Øine lyste derved, de straalede af Glæde. En Gang, i de unge Aar, havde de grædt, “og det var ogsaa godt,” sagde han, “det var Prøvelsens Tider, da saae det graat ud. Nu har jeg Solskin om mig og i mig. Jo ældre man bliver, desbedre seer man i Modgang og Medgang, at Vor Herre altid er med, at Livet er det deiligste Eventyr, og det kan kun han give os, og det varer ved ind i Evighed!”

“Det er deiligt at leve!” sagde den lille Marie.

Det sagde ogsaa de smaa og de store Drenge; Fader og Moder, hele Familien sagde det, men fremfor Alle Gudfader, og han havde Erfaring, han var den Ældste af dem Alle, han kjendte alle Historier, alle Eventyr, og han sagde, og det lige ud af sit Hjerte. “Livet er det deiligste Eventyr!”


* * *