Den første aften

af   Hans Christian Andersen


“Dér langvejs borte”, sagde Månen, “ligger der et slot, stort og prægtigt, med marmorbilleder i muren og rige tæpper på de brede trapper og gange. Jeg sejlede hen over tagets kuppel, så ind igennem de store glasruder, ind i dejlige sale med rige kunstskatte. Der var en forunderlig travlhed, jeg spejdede efter årsagen og fandt et sovekammer, dér lå fyrsten på sin sotteseng, prægtige fløjlsgardiner med tunge guldkvaste hang om lejet, rundt om stod hoffolkene og flere læger; der var så stille, fyrsten sov, sagde de, søvnen vil styrke og give bedring, men fyrsten sov ikke, jeg så, hvad de ikke kunne se; midt i den prægtige seng, på brystet af den blege konge, sad Døden selv, knokkelmanden, med den blinkende le; han havde fyrstens guldkrone på sit hoved og holdt sine spidse fingre fast på fyrstens øjne, imedens han fortalte ham eventyr, frygtelige eventyr af fyrstens eget liv; og der var så stille i værelset, at ikke et ord gik tabt; der stod blod og sveddråber på fyrstens pande —! men jeg gled bort over bjergene!”

Det fortalte Månen og jeg tegnede billedet, en digter vil gøre det bedre og tonekunstneren kan give det farver, brændende farver, der går til marv og ben, som de i eventyrene, Døden fortalte for fyrsten.


* * *