"Man siger –"!

af   Hans Christian Andersen


“Man siger,” og i de to ord kan man [ ] er det man siger? Man siger ét og me [ ] siger så meget og mener så lidt, der [ ] Man siger og man siger, ja under den for [ ] bagtale, men også uskyldige ting, alvor [ ] man kan klippe ud af selskabslivets kannevas, [ ] indskrift på skærmbræt [ ] tænke over hvad man siger.

Man siger miraklernes tid er forbi, men det er ikke sandhed hvad man der siger, miraklernes, underværkernes tid er til, i vor egen sjæl, i den kom åbenbaringer! i den lader Gud, i det verden synes udtørret og øde, nådens kilde sprudle frem, livet blomstre og grønnes, i den kommer indskydelser; gennem tonerne, gennem poesien, gennem videnskaben opruller Gud mirakler for os indtil verdens sidste dage.

Man siger at vore følelser og tanker opstår ved nervernes svingninger og bevægelse; nu klinger begejstring, nu glæde, nu smerte, vi er enhver kun et strengespil! ja vist! – men hvem griber i disse strenge og får dem til at svinge og bæve. Ånden, den usynlige Gud.

Man siger lystige ting, og tit med for fire skilling ondskab. Man siger at der var en frue, som drømte at alle hendes tænder faldt ud og hun sagde, nu mister jeg en af mine venner! men det måtte da være en falsk ven, for alle fruens tænder var falske!

Man siger at den gamle bibelske Sara ikke fik afkom før hun kom i filisterkongen Abimelechs harem, og hun sagde da til sin mand, vor søn vil vi kalder Isak, for det betød i deres sprog: “Man vil le!” Gamle Sara havde menneskekundskab, hun kendte godtfolks omdømme, og dette har ikke forandret sig fra Saras tid.

Man siger at højt i Norden lå en mægtig drot jordet i kæmpehøjen tæt ved det åbne hav; hver nat rejste den døde sig, [og sad en usalig ånd på] sin gravhøj. Da kom et skib forbi, [der var en skjald om] bord, han så den usalige ånd og spurgte: [Hvad kan skaffe] dig fred og hvile? [............] svarede han. Fred og hvile har jeg først [når min gerning] her på jorden lever i eftermælet. Og [skjalden ... s]in harpe sang hans idræt og den døde sank [...] tågen synker ved solens glans, fred [........] græstørven, fred oven over hvor skjaldens [.......] fra mund til mund.

Man siger – og det skal være ganske vist hvad man siger at en af de strenge kunstkendere forleden stod ved havbredden og så på bølgeslagene. Det er superb, sagde han, superb og rigtigt aldeles rigtigt og Vorherre tog hatten af og sagde: “Tak hr. professor!”

Man siger at i gamle dage var under de fleste kirker begravet en levende hest og denne kom hver nat som spøgelse, humpende på tre ben og stillede sig uden for hvert hus hvor en skal dø. Helhesten har været der! siger man, men vi tror ikke på den helhest og dog tror vi på helhesten. Under poesiens store kirke sætter sig tit sådant et spøgelse, en litterær helhest; ved aftenstid humper den frem for komediehuset og siger, nu skal den digter, den skuespiller eller skuespillerinde dø – men de dør ikke, fordi helhesten vrinsker. Lad ham stå på græs i aviserne, gå på papirsmark og spøge, men det er tit en dårlig spøg. Stakkels helhest, tit er han en virkelig ung mand, der ikke kan hitte rede i sig selv, og han er blevet helhest – det er ikke så meget som at være klokker, men man siger det er frygteligere!

Man siger – ja man siger måske – nu kan dette være nok – nu lad det så være nok – for i dag!


* * *