Urbanus

af   Hans Christian Andersen


Der var i et kloster en ung munk ved navn Urbanus, from og flittig var han og ham var betroet nøglerne til klostrets bogsamling og han vogtede trolig denne skat, skrev mange skønne bøger og studerede meget i de andre bøger og i den hellige skrift. Da fandt han hos apostelen Paulus det bibelsprog “For Gud er tusinde år som én dag og én nattevagt.” Dette syntes den unge munk rent umuligt, han ikke kunne eller mægtede at tro det og han plagede sig i tvivl og grublen.

Da skete det en morgen at munken gik ned fra det skumle bogkammer ud i den solbelyste smukke klosterhave, der sad en lille broget skovfugl i haven, den søgte nogle småkorn og fløj op på en gren, hvor den sang ganske forunderligt dejligt. – Og så var den lille fugl slet ikke sky, den lod munken komme helt hen til sig og han havde gerne fanget den, men fuglen fløj fra træ til træ, munken fulgte efter den, og altid sang den med klar og dejlig røst, men den lod sig ikke fange, skønt den unge munk forfulgte den et godt stykke fra klosterhaven ind i skoven. Endelig lod han det være og vendte igen om til klosteret; men alt hvad han så, syntes ham nu forandret. Alt var blevet mere udstrakt, større og smukkere, både bygningen og haven, og i stedet for den lave, gamle lille klosterkirke, stod nu en mægtig domkirke med tre tårne. Det kom munken sælsomt og næsten trolddomsagtigt for. Og da han kom til klosterporten og med tøven trak i klokkestrengen, da trådte ham i møde en ham ganske ubekendt portner, der veg bestyrtet tilbage for ham. – Nu skred munken hen over klosterkirkegården, på den var så mange mange gravstene, som han aldrig erindrede sig at have set før. Og da han nu trådte ind mellem klosterbrødrene, veg de alle, forfærdede, til side for ham. Kun abbeden, men ikke hans abbed, en ganske anden, yngre, blev stående og strakte ham krucifikset imøde, udbrydende: “I navn af den korsfæstede, hvem er du usalige ånd, steget op fra graven, hvad søger du blandt os levende!”

Da gik en gysen gennem munken, og han vaklede som en olding vakler, og sænkede sine øjne mod jorden. Se, da havde han et langt sølvhvidt skæg, der nåede ham ned over hans bælte, hvor endnu nøgleknippet hang til de tillåsede bogskabe. Munkene, der så i ham en forunderlig fremmed, ledede ham med sky ærefrygt hen til abbedens sæde. Der gav denne en ung munk nøglen til bogsalen, han åbnede og bragte en skreven krønikebog, hvori stod at læse at for tre hundrede år siden var munken Urbanus pludselig sporløs forsvunden; ingen vidste om han var flygtet eller omkommet ved en ulykke.

“Oh skovfugl! var det din sang!” sagde den fremmede med et suk. “Knap tre minutter fulgte jeg dig og lyttede til din sang og imens gik tre århundreder. Du har sunget mig sangen om evigheden, den jeg ikke kunne fatte. Nu fatter jeg den og tilbeder Gud i støvet, jeg selv et støvkorn!” sagde han, bøjede sit hoved og hans lemmer faldt hen som et støv. –


* * *