Billedbog uden billeder

af   Hans Christian Andersen


Det er forunderligt! når jeg føler allervarmest og bedst, da er det, som om hænder og tunge blev bundet på mig, jeg kan ikke gengive, ikke udtale det således, som jeg har det her indenfor; og dog er jeg maler, det siger mit øje mig, det har de erkendt alle, som så mine skitser og tavler.

Jeg er en fattig knøs, jeg bor omme i en af de smalleste gader, men lyset mangler mig ikke, thi jeg bor højt oppe med udsigt over alle tagene. De første dage jeg var kommet herind til byen, var der mig så snævert og ensomt; i stedet for skoven og de grønne bakker havde jeg nu kun de grå skorstene til horisont. Ikke en ven ejede jeg her, ikke et bekendt ansigt hilste mig.

En aften stod jeg ret bedrøvet ved mit vindue, jeg åbnede det og så ud. Nej, hvor jeg blev glad! jeg så et ansigt, jeg kendte, et rundt, venligt ansigt, min bedste ven derovre fra hjemmet: Det var Månen, den kære gamle Måne, uforandret den samme, akkurat som han så ud, når han dér tittede ind til mig mellem piletræerne ved mosen. Jeg kyssede på fingeren ad ham, og han skinnede lige ind i mit kammer og lovede, at han hver aften, når han var ude, ville se lidt ind til mig; det har han også siden ærlig gjort, skade, at han kun kan blive så kort. Hver gang han kommer, fortæller han mig et eller andet, som han har set natten forud eller samme aften. “Mal nu det, jeg fortæller,” sagde han ved sit første besøg, “så skal du få en ret artig billedbog.” Det har jeg nu gjort i mange aftner. Jeg kunne på min måde give en ny “Tusind og én nat” i billeder, men det blev nok for mange; de, jeg giver, er ikke valgte, men kommer, som jeg har hørt dem; en stor, genial maler, en digter eller tonekunstner må gøre noget mere heraf, om han vil; hvad jeg viser, er kun løse omrids på papiret, og imellem mine egne tanker, thi det var ikke hver aften, Månen kom, der var tit en sky eller to i vejen.


Første aften

“Sidste nat,” det er Månens egne ord, “gled jeg gennem Indiens klare luft, jeg spejlede mig i Ganges; mine stråler søgte at trænge igennem det tætte hegn, som de gamle plataner fletter, der hvælver sig tæt, som skildpaddens skal. Da kom fra tykningen en hinduisk pige, let som gazellen, skøn som Eva; der var noget så luftigt og dog så fyldigt fast ved Indiens datter, jeg kunne se tanken gennem den fine hud; de tornede lianer rev sandalerne sønder, men rask skred hun fremad; vilddyret, der kom fra floden, hvor det havde læsket sin tørst, sprang sky forbi, thi pigen holdt i hånden en brændende lampe; jeg kunne se det friske blod i de fine fingre, som bøjede sig til et læ for flammen. Hun nærmede sig floden, satte lampen på strømmen, og lampen sejlede nedad; luen viftede, som om den ville slukkes, men den brændte dog, og pigens sorte, funklende øjne fulgte med et sjæleblik bag øjenlågenes lange silkefrynser; hun vidste, at brændte lampen, så længe hun øjnede den, da levede endnu hendes elsker, men slukkedes den, da var han død; og lampen brændte og bævede og hendes hjerte brændte og bævede, hun sank på knæ og læste bønnen; ved hendes side lå i græsset den våde slange, men hun tænkte kun på Brahma og på sin brudgom. ‘Han lever!’ jublede hun og fra bjergene genlød der: ‘Han lever!’


Anden aften

“Det var i går,” fortalte Månen mig, “da kiggede jeg ned i en lille gård, indesluttet af huse; der lå en høne med elve kyllinger, en dejlig lille pige sprang omkring dem, hønen klukkede og bredte forskrækket sine vinger ud over de små unger. Da kom pigens fader, han skændte, og jeg gled bort uden mere at tænke derpå; men i aften, det er kun få minutter siden, så jeg igen ned i samme gård. Der var ganske stille, men snart kom den lille pige. Hun listede sig sagte hen til hønsehuset, løftede klinken og smuttede ind til hønen og kyllingerne; de skreg højt og flagrede omkring, den lille løb efter dem, jeg så det tydeligt, for jeg kiggede ind gennem et hul på muren. Jeg blev ganske vred på det onde barn og glædede mig, da faderen kom og endnu heftigere end i går skændte og greb hende om armen, hun bøjede hovedet tilbage, der var store tårer i de blå øjne. ‘Hvad gør du her?’ spurgte han. Hun græd; ‘jeg ville,’ sagde hun, ‘ind at kysse hønen og bede hende om forladelse for i går, men det turde jeg ikke sige dig!’ og faderen kyssede den søde uskyldighed på panden; jeg kyssede hende på øjne og mund.”


Tredje aften

“I den snævre gade her tæt ved, — den er så smal, at jeg kun ét minut kan lade mine stråler glide ned ad husets væg, men i dette minut ser jeg nok for at kende den verden, som her rører sig, — så jeg en kvinde. For seksten år siden var hun et barn; derude på landet i den gamle præstegårdshave legede hun; rosenhækkene var til års og ganske udblomstrede; de voksede vildt ud i gangen og skød lange grene op i æbletræerne; kun hist og her sad en rose og ikke smuk, som blomsternes dronning kan være det; dog farverne var der, duften var der; præstens lille datter syntes mig en langt skønnere rose; hun sad på sin skammel under den vildtvoksende hæk og kyssede dukken med de knuste papkinder. Ti år senere så jeg hende igen; jeg så hende i den prægtige balsal, hun var den rige købmands smukke brud; jeg var glad ved hendes lykke, jeg søgte hende i de stille aftner; ak, ingen tænker på mit klare øje, mit sikre blik! min rose voksede også med vilde skud, som roserne i præstegårdens have! Hverdagslivet har også sin tragedie, i aften så jeg sidste akt. I den snævre gade, dødssyg, lå hun på sengen, og den onde vært, rå og kold, hendes eneste forsvarer, rev tæppet til side: ‘Stå op!’ sagde han, ‘dine kinder skræmmer, pynt dig! skaf penge, eller jeg kaster dig på gaden! rejs dig i en hast!’ — ‘Døden er i mit bryst!’ sagde hun, ‘oh, lad mig hvile!’ og han rev hende op, malede hendes kinder, flettede roser i hendes hår, satte hende ved vinduet, det brændende lys tæt ved og gik bort. Jeg stirrede på hende; hun sad ubevægelig, hånden faldt ned i skødet. Vinduet blæste tilbage, så en af ruderne knækkede, men hun sad stille, gardinet viftede som en flamme om hende, hun var død. Fra det åbne vindue prædikede den døde moral; min rose fra præstegårdens have!”


Fjerde aften

“Jeg var i aftes på tysk komedie,” sagde Månen, “det var i en lille by; en staldbygning var gjort om til teater, det vil sige, båsene var beholdt og pudset om til loger, alt træværket var betrukket med broget papir; under det lave loft hang en lille jernlysekrone, og for at den, ligesom på store teatre, kunne gå op, når sufflørens klokke sagde sit “Lingeling!” var der indmuret over den et omvendt kar. “Lingeling!” og den lille jernlysekrone gjorde et hop på en halv alen; så vidste man, komedien begyndte. En ung fyrste med sin gemalinde, der rejste gennem byen, bivånede forstillingen, og derfor var her propfuldt hus, kun under lysekronen var der ligesom et lille krater. Her sad ikke en sjæl, lysene dryppede, “dryp! dryp!” jeg så det alt sammen, thi der var så varmt derinde; alle lugerne havde de måttet åbne på væggen, og fra alle lugerne tittede udefra ind piger og karle, skønt politiet sad indenfor og truede med stokken. Tæt ved orkestret så man det unge fyrstepar i to gamle lænestole, i disse plejede ellers borgmesteren og hans frue at have plads, men i aften måtte de sidde på træbænkene ligesom de andre borgerfolk. ‘Der kan man se, at der er høg over høg!’ var madammernes stille bemærkning, og alt blev herved endnu mere festligt; lysekronen hoppede, pøblen fik over fingrene, og jeg — ja Månen var med på den hele komedie.” —


Femte aften

“I går,” sagde Månen, “så jeg ned på det bevægelige Paris, mit øje trængte ind i Louvres gemakker. En gammel bedstemoder, fattig klædt, hun hørte til almueklassen, fulgte med en af de underordnede betjente ind i den store, tomme tronsal; denne ville hun se, måtte hun se; det havde kostet hende mange små opofrelser, megen veltalenhed, før hun var kommet her. Hun foldede de magre hænder og så højtideligt om sig, som stod hun i en kirke. ‘Her var det!’ sagde hun, ‘her!’ og hun nærmede sig tronen, hvorfra hang det rige, guldbræmmede fløjl. ‘Der,’ sagde hun, ‘der!’ og hun bøjede sine knæ og kyssede purpurtæppet — jeg tror, hun græd. ‘Det var ikke dette fløjl,’ sagde betjenten, og der spillede et smil om hans mund. ‘Men her var det dog!’ sagde konen, ‘således så her ud!’ — ‘Således,’ svarede han, ‘og dog ikke således; vinduerne var sønderslåede, dørene revet af, og der var blod på gulvet! — Hun kan dog sige: Min sønnesøn er død på Frankrigs trone!’ — ‘Død!’ gentog den gamle kone; — jeg tror ikke, der blev talt mere, de forlod også snart salen, aftendæmringen slukkedes, og mit lys strålede dobbelt klart på det rige fløjl på Frankrigs trone. Hvem tror du, den gamle kone var —? Jeg skal fortælle dig en historie. Det var i Julirevolutionen, hen imod aften, på sejrens mest glimrende dag, da hvert hus var en fæstning, hvert vindue en skanse; folket bestormede Tuilerierne. Selv kvinder og børn stred mellem de kæmpende; de trængte ind gennem slottets gemakker og sale. En fattig, halvvoksen dreng i pjalter kæmpede modigt mellem de ældre krigere; dødeligt såret af flere bajonetstik sank han til jorden, det skete i tronsalen, og man lagde den blodige på Frankrigs trone, svøbte fløjlet om hans vunder; blodet strømmede ud over det kongelige purpur, det var et maleri! den prægtige sal, de kæmpende grupper! en sønderbrudt fane lå på gulvet, det trefarvede flag vajede over bajonetterne, og på tronen den fattige dreng med det blege, forklarede ansigt, øjnene mod himlen, medens de andre lemmer bøjede sig i døden; hans nøgne bryst, hans fattige klædning, og halvt over denne det rige fløjsdraperi med sølvliljerne på. Var der spået ved drenges vugge: ‘Han skal dø på Frankrigs trone’, moderhjertet havde drømt om en ny Napoleon! Min stråle har kysset immortelkransen på hans grav, min stråle har i natten kysset den gamle bedstemoders pande, da hun drømte og så det billede, du her kan tegne: ‘Den fattige dreng på Frankrigs trone!’


Sjette aften

“I Upsala har jeg været!" sagde Månen. "Jeg så ned på den store slette med det fattige græs, de forkuede marker. Jeg spejlede mig i Fyris å, imens dampskibet skræmte fiskene ind imellem sivene. Under mig jog skyerne og kastede lange skygger over Odins, Tors og Frejs grave, som de kaldes. I det tynde græssvær over højene er navne udskåret. Her er ingen bautasten, hvori den rejsende kunne lade sit navn indhugge, ingen fjeldvæg, hvorpå hans kunne lade det males, derfor har den besøgende her ladet græstørven bortskære, den nøgne jord titter frem i store bogstaver og navne, de danner et helt net, udspændt over de store høje; en udødelighed, som et nyt grønsvær dækker. Der stod en mand deroppe, en sanger, han tømte mjødhornet med den brede sølvring og hviskede et navn, bad vinden ikke forråde det; men jeg hørte navnet, jeg kendte det, en grevekrone funkler derover, og derfor nævnede han det ikke højt; jeg smilede, en digterkrone funkler over hans! Eleonore af Estes adel hænger ved Tassos navn. Jeg ved også, hvor skønhedsrosen vokser —!

Det sagde Månen, der gik en sky for. — Gid der ingen skyer går imellem digteren og rosen!


Syvende aften

“Langs med stranden strækker sig en skov med ege og bøge, så friske og duftende; den er besøgt hver vår af hundrede nattergale; tæt ved er havet, det evigt vekslende hav, og mellem begge løber den brede landevej. Den ene vogn efter den anden ruller forbi, jeg følger den ikke, mit øje hviler mest på ét punkt: Her er en kæmpegrav; brombærranker og slåentorn vokser frem mellem stenene. Her er poesi i naturen. Hvorledes tror du, menneskene opfatter denne? Ja, jeg vil fortælle dig, hvad jeg hørte dér, kun den sidste aften og nat. Først kom der to rige landmænd kørende. ‘Det er nogle dejlige træer!’ sagde den ene. ‘Der er ti læs brænde i hvert!’ svarede den anden, ‘vinteren bliver streng; i fjor fik vi fjorten rigsdaler for favnen!’ og så var de borte. ‘Her er vejen dårlig!’ sagde en anden kørende. ‘Det er de forbandede træer!’ svarede naboen, ‘det kan ikke ret lufte her, uden fra søkanten!’ og så rullede de af sted. Også diligencen kom forbi; alle sammen sov de på det smukkeste sted; kusken blæste i hornet, men han tænkte kun: ‘Jeg blæser godt, og her lyder det, hvad mon de synes om det?’ Og så var diligencen borte. Der kom to unge knøse jagende til hest. Her er ungdom og champagne i blodet, tænkte jeg; de så også med et smil om læben til den mosgroede høj og det dunkle krat. ‘Her gad jeg gå med møllerens Kristine!’ sagde den ene, og af sted var de. Blomsterne duftede så stærkt, hver en luftning blundede, som var havet en del af himlen, der var spændt ud over den dybe dal; en vogn kørte forbi, der var seks i den, de fire sov, den femte tænkte på sin nye sommerfrakke, der måtte klæde ham, den sjette bøjede sig hen over kusken og spurgte, om der var noget mærkeligt ved den stenhob. ‘Nej,’ sagde karlen, ‘det er en stenhob, men træerne dér er mærkelige!’ — ‘Fortæl mig!’ — ‘Ja, de er højst mærkelige! ser han, når om vinteren sneen ligger højt, og alt går ud i ét, så er de træer mig et mærke, at jeg kan holde efter dem og ikke køre i søen; se derved er de mærkelige!’ — og så kørte han. Nu kom en maler, hans øjne funklede. Han sagde ikke et ord, han fløjtede, nattergalene sang, den ene højere end den anden. ‘Halts Maul!’ udbrød han og noterede nu nok så nøjagtigt alle farver og tinter: ‘Blåt, lilla, mørkebrunt!’ Det ville blive et herligt maleri! Han opfattede det, som spejlet opfatter billedet, og imidlertid fløjtede han en march af Rossini. Den sidste, som kom, var en fattig pige, hun hvilede sig ved kæmpegraven, satte sin byrde, det smukke, blege ansigt hældede sig lyttende mod skoven, hendes øjne funklede, da hun så mod himlen ud over havet, hænderne foldede sig, jeg tror, hun læste sit ‘fadervor’. Selv begreb hun ikke den følelse, som gennemstrømmede hende, men jeg ved, at gennem år vil mangen gang dette minut med naturen rundt om, langt skønnere, ja mere tro, end da maleren nedskrev den med bestemte farver, stå i hendes erindring. Mine stråler fulgte hende, til dagskæret kyssede hendes pande!”


Ottende aften

Da var der tunge skyer på himlen, Månen kom slet ikke frem, jeg stod dobbelt ensom på mit lille kammer og så ud i luften, hvorfra den skulle skinne. Min tanke fløj så vidt omkring, op til den store ven, som så smukt hver aften fortalte mig historier, viste mig billeder. Ja, hvad har ikke han oplevet! Han sejlede over syndflodens vande og smilte ned til Arken, som nu ned til mig, og bragte trøst om en ny verden, der ville fremblomstre. Da Israels folk stod grædende ved Babylons floder, skuede han vemodig mellem pilene, hvor harperne hang. Da Romeo steg op på balkonen, og kærlighedskysset gik som en kerubs tanke fra Jorden, stod den runde Måne halvt skjult mellem de sorte cypresser i den gennemsigtige luft. Han har set helten på St. Helena, når han fra den ensomme klippe skuede ud over verdenshavet, mens store tanker rørte sig i hans bryst. Ja, hvad kan ikke Månen fortælle! Verdenslivet er et eventyr for ham. I aften ser jeg dig ikke, gamle ven! kan intet billede tegne til erindring om dit besøg! — og som jeg drømmende så op i skyerne, lyste det dér; det var en stråle fra Månen, men den slukkedes igen, sorte skyer gled forbi, men det var dog en hilsen, en venlig aftenhilsen, Månen bragte mig.


Niende aften

Det var igen klar luft; flere aftner var gået, den var i første kvarter; jeg fik igen ideen til en skitse — hør, hvad Månen fortalte:

“Jeg fulgte polarfuglen og den svømmende hval til Grønlands østkyst; nøgne fjelde med is og skyer omslutter en dal, hvor vidje og blåbærlyng stod i rigt flor; den duftende lychnis udbredte sød duft; mit lys var mat, min skive bleg som åkandens blad, der drev i uger på vandet, revet løs fra sin stængel; nordlyskronen brændte, dens ring var bred, og strålerne fra denne gik, som hvirvlende ildsøjler, hen over hele himlen og spillede i grønt og rødt. De omkringboende samledes til dans og lystighed, men undrende så de ej på den for dem vante pragt: ‘Lad de dødes sjæle kun spille bold med hvalrossens hoved!’ tænkte de efter deres tro og havde kun tanke og øje for sangen og dansen. Midt i kredsen stod, uden pels, grønlænderen med sin håndtromme og istemte en sang om sælhundefangsten, og koret svarede med et ‘Eja, eja, a!’ og hoppede i deres hvide pelse rundt i kreds, det så ud som et bjørnebal; øjne og hoved gjorde de dristigste bevægelser. Nu begyndte ret og dom. De, som var uvenner, trådte op, og den fornærmede improviserede sin modstanders fejl, kækt og spottende, og alt under dans til trommen; den anklagede svarede lige så snildt, mens forsamlingen lo og dømte dem imellem. Fra fjeldene lød bulder, isbræerne kælvede, de store, styrtende masser opløstes i faldet til støv, det var en grønlandsk, dejlig sommernat. Hundrede skridt derfra, under det åbne skindtelt lå en syg, livet gik endnu gennem hans varme blod, men han måtte dog dø, thi han troede det, og de troede det alle rundt om ham, derfor syede hans kone allerede skindbetrækket fast om ham for siden ej at berøre den døde, og hun spurgte: ‘Vil du begraves på fjeldet i den faste sne? Jeg skal pynte stedet med din kajak og med dine pile! Angakokken skal danse hen over den! eller vil du hellere sænkes i havet?’ — ‘I havet!’ hviskede han og nikkede med et vemodigt smil. ‘Det er et lunt sommertelt!’ sagde konen, ‘dér springer tusinde sælhunde, dér sover hvalrossen ved din fod, og jagten dér er sikker og lystig!’ Og børnene rev hylende det udspændte skind fra vinduet, at den døende kunne føres til havet, det svulmende hav, der gav ham næring i livet, nu hvile i døden. Gravmonumentet blev de svømmende isfjelde, der veksler nat og dag. Sælhunden slumrer på isstykket, stormfuglen flyver hen derover.”


Tiende aften

“Jeg kendte en gammel jomfru,” sagde Månen, “hun gik hver vinter i en gul atlaskespels, den var altid ny, den var altid hendes eneste mode; hver sommer bar hun den samme stråhat, og jeg tror den samme blågrå kjole. Kun til en gammel veninde, tværs over gaden, gik hun; men i de sidste år gjorde hun det ikke, thi veninden var død. Ensom puslede min gamle jomfru inden for vinduet, hvor der hele sommeren stod smukke blomster og om vinteren dejlig karse på en top af hattefilt. I den sidste måned sad hun ikke mere ved vinduet, men hun levede endnu, vidste jeg nok, thi jeg havde ikke set hende gøre den store rejse, som hun og veninden så tit talte om. ‘Ja,’ sagde hun da, ‘når jeg engang dør, vil jeg komme til at rejse meget mere end i hele mit liv; seks mil herfra er familiens begravelse, dér skal jeg føres hen, dér skal jeg sove hos de andre af min slægt.’ I går nat holdt der en vogn uden for huset, de bar en kiste ud, da vidste jeg, at hun var død; de lagde halm om kisten og kørte af sted. Dér sov den stille, gamle jomfru, som i det sidste år ikke havde været uden for huset; og vognen rullede ud af byen, rask, som var det til en lysttur. På landevejen selv gik det endnu raskere; karlen skottede nogle gange tilbage; jeg tror, at han var bange for at se hende sidde i den gule atlaskespels dér bag på kisten; derfor slog han så ubetænksomt på hestene, holdt dem så stramt, at de skummede i biddet; de var unge og raske, en hare fór over vejen, og de løb løbsk. Den stille, gamle jomfru, som år ud og ind kun havde bevæget sig langsomt i cirkelgang derhjemme, fór nu, som død, over stok og sten på den åbne landevej. Kisten, der var omvunden med måtter, hoppede af og lå på vejen, mens heste, karl og vogn jog af sted i vild flugt. Lærken fløj syngende op fra marken, kvidrede sin morgensang over kisten, satte sig på den og pillede med næbbet i måtten, som om den ville sønderrive puppen. Lærken steg igen syngende i vejret, og jeg drog mig bort bag de røde morgenskyer.”


Elvte aften

“Det var en bryllupsfest!” fortalte Månen. “Sange blev sunget, skåler udbragt, alt var rigt og prægtigt; gæsterne tog bort, det var over midnat; mødrene kyssede brudgom og brud; jeg så disse ene, men gardinerne var næsten helt trukket for; lampen belyste det hyggelige værelse. ‘Gudskelov, de er borte!’ sagde han og kyssede hendes hænder og læber; hun smilede og græd, hvilede ved hans bryst, bævende, som lotusblomsten hviler på de strømmende vande; og de talte bløde, livsalige ord. ‘Sov sødt!’ udbrød han, og hun drog vinduets gardiner til side. ‘Hvor dejligt dog Månen skinner!’ sagde hun, ‘se, hvor stille, hvor klart!’ og hun slukkede lampen, der blev mørkt i det hyggelige kammer, og dog strålede mit lys, som hans øjne strålede. — Kvindelighed, kys du digterens harpe, når han synger om livets mysterier!”


Tolvte aften

“Jeg vil give dig et billede af Pompeji,” sagde Månen, “jeg var ved forstaden, gravgaden, som den kaldes, hvor de skønne monumenter står, hvor engang de jublende ynglinge, med roser om panden, dansede med de skønne søstre til Lais; nu var her dødens stilhed; tyske soldater i neapolitansk sold holdt vagt og spillede kort og terninger; en skare fremmede, fra hin side bjergene, vandrede ind i byen, ledsaget af vagt; i mit fuldklare lys ville de se den fra graven opstegne by, og jeg viste dem vognhjulenes spor i de med brede lavafliser brolagte gader, jeg viste dem navnene på dørene og de endnu udhængende skilte; de så i de små gårde bassinet til springvandene, smykket med muslinger og konkylier; men ingen vandstråle sprang, ingen sange genlød fra de rigtmalede kamre, hvor hunden af metal vogtede døren. Det var de dødes stad; kun Vesuv tordnede endnu sin evige hymne, hvori de enkelte vers af menneskeheden kaldes et nyt udbrud. Vi gik til Venustemplet, af marmor er det rejst, skinnende hvidt, med sit højalter foran den brede trappe, og med friske grædepile skudt frem mellem søjlerne; luften var så gennemsigtig og blå, og til baggrund stod det kulsorte Vesuv, hvor ilden steg som pinjens stamme; den belyste røgsky lå i nattens stilhed, som pinjens krone, men blodig rød. Mellem selskabet var en sangerinde, en sand og stor, jeg har set hende hyldet i Europas første stæder. Da de nærmede sig det tragiske teater, satte de sig alle på amfiteatrets stentrappe, der blev igen en lille plet opfyldt, som for årtusinder siden. Scenen stod der endnu som før, med de murede kulisser og de to buer i baggrunden, gennem hvilke man ser samme dekoration som i hin tid, naturen selv: bjergene mellem Sorrento og Amalfi. Sangerinden steg for spøg op på oldtidens scene og sang; stedet inspirerede hende, jeg måtte tænke på Arabiens vilde hest, når den fnyser, rejser manken og jager af sted, det var den samme lethed og sikkerhed; jeg måtte tænke på den lidende moder under Golgathas kors, det var denne følte, dybe smerte. Og rundt om lød igen, som for tusinde år siden, bifaldsjubel og klap: ‘Lykkelige! himmelsk begavede!’ jublede de alle. Tre minutter efter var scenen tom, alle borte, ingen toner hørtes mere; selskabet var vandret bort, men ruinerne stod endnu, uforandrede, som de endnu om århundreder vil stå, og ingen ved om øjeblikkets bifald her, om den skønne sangerske, om hendes toner og smil, glemt og forbi, selv for mig er denne stund et forsvundet minde.”


Trettende aften

“Jeg kiggede ind ad vinduet til en redaktør,” sagde Månen, “det var et sted i Tyskland. Her var gode møbler, mange bøger og et kaos af blade. Der var flere unge mænd derinde; redaktøren selv stod ved pulten, to små bøger, begge af unge forfattere, skulle anmeldes. — ‘Den ene er sendt mig,’ sagde han, ‘jeg har ikke læst den endnu, men den er smukt udstyret, hvad siger De om indholdet?’ — ‘Oh!’ sagde én, det var selv en digter, ‘den er meget god, lidt udtværet, men herregud, det er en ung mand, versene kunne vel også være lidt bedre! Tankerne er meget sunde, det er jo rigtignok disse almindelige tanker! men hvad skal man sige? Altid finder man ikke på noget nyt. De kan gerne rose ham! jeg tror rigtignok aldrig, der bliver noget stort af ham som digter. Men han har læsning, er en udmærket orientalist, dømmer selv meget sundt. Det er ham, som skrev den smukke anmeldelse af mine “Fantasier over det huslige liv.” Man bør være mild mod en ung mand.’

‘Men det er jo et rent asen!’ sagde en anden herre i stuen. ‘Intet er værre i poesien end middelmådighed, og højere stiger han ikke!’

‘Stakkels fyr!’ sagde en tredje, ‘og tanten er dog så lykkelig ved ham. Det er hende, hr. redaktør, som har samlet så mange subskribenter til Deres sidste oversættelse — —’

‘Den gode kone! ja, jeg har ganske kort anmeldt bogen. Umiskendeligt talent! en velkommen gave! En blomst i poesiens have! godt udstyret, osv. Men den anden bog! han vil nok have, jeg skal købe den! — Jeg hører, den bliver rost! Geni har han! tror De ikke?’

‘Ja, det skriger jo alle på,’ sagde digteren, ‘men det falder lidt vildt! Kommateringen er især genialsk!’

‘Han kan have godt af at hegles igennem, ærgres lidt, ellers får han for store tanker om sig selv!’

‘Men det er ubilligt!’ udbrød en fjerde, ‘lad os ikke ruge over småfejlene men glæde os ved det gode, og her er meget! han stikker dem dog alle sammen!’

‘Gud bevare os! når han er sådant et ægte geni, så kan han vel nok holde den skarpe lud ud! der er nok, som privat roser ham! lad os bare ikke gøre ham gal!’

‘Umiskendeligt talent!’ skrev redaktøren, ‘de sædvanlige skødesløsheder; at han også kan skrive uheldige vers, ser man pagina femogtyve, hvor der findes to hiater. Studium af de gamle anbefales osv.’ —

“Jeg gik bort,” sagde Månen, “tittede gennem vinduet ind i tantens hus, dér sad den hædrede digter, den tamme, hyldet af alle de indbudte gæster, og var lykkelig.”

“Jeg søgte den anden digter, den vilde, han var også i stort selskab hos en beskytter, hvor man talte om den anden digters bog. — ‘Jeg skal også læse Deres!’ sagde Mæcenas, ‘men ærligt talt, De ved, jeg aldrig siger Dem, uden hvad jeg mener, jeg venter ikke stort af den. De er mig for vild! for fantastisk — men jeg erkender det, som menneske er De højst respektabel!’ En ung pige sad i krog og læste i en bog:

— I dyndet skal snildets glorie,
men hverdagsdonten mod sky —!
“Det er en gammel historie,
dog bliver den altid ny!” —


Fjortende aften

Månen fortalte: “Der ligger to bønderhuse ved skovvejen; døren er lav, vinduerne sidder op og ned, men rundt om dem vokser bukketjørn og berberisser, taget er mosset og begroet med gule blomster og husløg; der er kun grønkål og kartofler i den lille have, men på gærdet blomstrer en hyld, og under denne sad en lille pige; hun fæstede sine brune øjne på det gamle egetræ mellem husene. Dette træ har en høj, vissen stamme, der er savet af foroven, og dér har storken bygget sin rede; han stod deroppe og knebrede med næbbet. En lille dreng kom ud, han stillede sig ved pigen; det var broder og søster. ‘Hvad ser du efter?’ spurgte han. — ‘Jeg ser på storken!’ sagde hun, ‘nabokonen har sagt mig, at den i aften bringer os en lille broder eller søster; nu vil jeg passe på for at se dem, når de kommer!’ — ‘Storken bringer ingen!’ sagde drengen, ‘du kan tro, nabokonen har også fortalt mig det, men hun lo, da hun sagde det, og så spurgte jeg hende, om hun turde sige: “ved Gud” på det! — det turde hun ikke, og så ved jeg nok, at det om storken kun er noget, man bilder os børn ind.’ — ‘Men hvorfra skulle da det lille barn komme?’ spurgte pigen. — ‘Det kommer Vorherre med!’ sagde drengen. ‘Gud har det under sin kjole, men ingen mennesker kan se Gud, og derfor kan vi ikke se, han bringer det!’ — I det samme luftede det i hyldetræets grene, børnene foldede deres hænder og så på hinanden: Det var vist Gud, som kom med den lille. — Og de holdt hinanden i hænderne; døren gik op til huset; det var nabokonen: ‘Kom nu ind,’ sagde hun, ‘se, hvad storken har bragt; det er en lille broder!’ — Og børnene nikkede; de vidste jo nok, han var kommet.”


Femtende aften

“Jeg gled hen over Lyneborg Hede,” sagde Månen, “der lå en ensom hytte ved vejen; nogle nøgne buske stod tæt ved den, og her sang en nattergal, som havde forvildet sig. I nattekulden måtte den dø; det var dens svanesang, jeg hørte. Dagskæret lyste, der kom en karavane, udvandrende bønderfamilier, som ville til Bremen eller Hamburg for med et skib at nå Amerika, hvor lykken, den drømte lykke, skulle fremblomstre. Konerne bar deres mindste børn på ryggen, de større hoppede ved siden; en ussel hest trak på en kærre enkelte stykker husgeråd. Den kolde vind blæste; derfor klyngede den lille pige sig tættere til moderen, som så op mod min runde, aftagende skive og tænkte på den bitre nød, de led herhjemme, tænkte på de tunge skatter, der ikke kunne betales. Hendes tanke var den hele karavanes; det røde dagskær lyste derfor som evangeliet om en lykkens sol, der igen ville opstå; de hørte den døende nattergal synge, den var ingen falsk profet, men en lykkens forkynder. Vinden peb, dens sang forstod de ikke: ‘Sejl trygt over havet! Den lange overfart har du jo betalt med alt, hvad du ejede; fattig og hjælpeløs skal du betræde dit Kanaans land. Du må sælge dig selv, din kone og dine børn. Dog længe lider I ikke! Bag det brede, duftende blad sidder dødsgudinden; hendes velkomstkys ånder dræbende feber i dit blod, far hen! far hen over de svulmende vande!’ — Og karavanen lyttede glad til nattergalens sang, thi den bebudede lykke. Dagen lyste fra de lette skyer; bønderfolk gik over heden til kirke; de sortklædte kvinder med de tætte hvide lin om hovedet syntes skikkelser, steget ud fra de gamle malerier i kirkerne; rundt om var kun den store, døde omgivning, den visne, brune lyng, mørke, afsvedne plæner mellem hvide sandbanker. Kvinderne bar deres salmebog og vandrede mod kirken. Oh, beder! beder for dem, som vandrer til gravene, hinsides de svulmende vande!”


Sekstende aften

“Jeg kender en Pulcinella,” sagde Månen, “publikum jubler, når det ser ham; enhver bevægelse hos ham bliver komisk, bringer huset til at skoggerle, og dog er intet heraf beregnet, det er hans ejendommelighed. Da han var lille og tumlede sig med de andre drenge, allerede da var han en Pulcinella, naturen havde gjort ham dertil, givet ham én pukkel på ryggen og én på brystet; det indre derimod, det sjælelige, ja, det var rigt udstyret; ingen fik en dybere følelse, en stærkere elasticitet i ånden end han. Teatret var hans idealverden. Havde han været slank og velskabt, da var han på enhver scene blevet den første tragiker; det heroiske, det store opfyldte hans sjæl, og dog måtte han blive Pulcinella. Selv hans smerte, hans melankoli forøgede den komiske tørhed i det skarpttegnede ansigt og vakte latter hos et taknemligt publikum, der beklappede deres yndling. Den nydelige Kolumbine var ham venlig og god, men ville dog helst gifte sig med Arlecchino; det var jo blevet alt for komisk i virkeligheden, om “Skønheden og Dyret” forenedes. Når Pulcinella var mest mismodig, var hun den eneste, der kunne få ham til at smile, ja skoggerle; først var hun melankolsk med ham, så lidt roligere, men til sidst opfyldt af spøg. ‘Jeg ved nok, hvad De fejler!’ sagde hun, ‘ja, det er denne kærlighed!’ — og så måtte han le. ‘Jeg og kærlighed!’ udbrød han, ‘det ville tage sig lystigt ud! hvor publikum ville applaudere!’ — ‘Det er kærlighed!’ vedblev hun, og tilføjede med komisk patos: ‘Det er mig, De elsker!’ — Ja, sligt tør man nok sige der, hvor man ved, at kærligheden ikke er! og Pulcinella sprang højt i vejret af latter; nu var melankolien borte. Og dog havde hun talt sandhed, han elskede hende, elskede hende højt, som han elskede det ophøjede og store i kunsten. På hendes bryllupsdag blev han den lystigste figur, men om natten græd han; havde publikum set det fordrejede ansigt, da havde det klappet. — I disse dage er Kolumbine død; begravelsesdagen blev Arlecchino fritaget for at vise sig på brædderne, han var jo en bedrøvet enkemand. Direktøren måtte give noget ret lystigt, for at publikum ikke skulle savne for meget den smukke Kolumbine og den lette Arlecchino; altså måtte Pulcinella være dobbelt lystig; han dansede og sprang med fortvivlelse i sit hjerte, og der blev klappet og jublet: ‘bravo! bravissimo!’ Pulcinella kaldtes frem; oh, han var ubetalelig! — — I går nat, efter forestillingen, vandrede det lille utyske ene ud af byen, hen til den ensomme kirkegård. Blomsterkransen var alt visnet på Kolumbines grav; dér satte han sig; det var til at male; hånden under kinden, øjnene mod mig; det var som et monument, en Pulcinella på graven, ejendommelig og komisk. Havde publikum set sin yndling, det havde applauderet: bravo, Pulcinella, bravo, bravissimo!”


Syttende aften

Hør, hvad Månen fortalte: “Jeg har set kadetten blive officer og første gang iføre sig sin prægtige uniform, jeg har set den unge pige i sin balstads, fyrstens unge brud lykkelig ved sin festdragt, men ingens lyksalighed kan lignes med den, jeg så i aften hos et barn, en lille fireårs pige; hun havde fået en ny blå kjole, en ny rosenrød hat; stadsen var netop på, og de råbte alle på lys, thi Månens stråle gennem vinduet var for ringe, der måtte anderledes lyses op. Dér stod den lille pige, stiv som en dukke, armene ængsteligt ud fra kjolen, fingrene vidt spilede fra hverandre, oh! hvor hendes øjne, hendes hele åsyn strålede af lyksalighed. ‘I morgen skal du komme på gaden!’ sagde moderen, og den lille så op mod sin hat, så ned mod sin kjole og smilede lykkelig: ‘Moder!’ sagde hun, ‘hvad mon hundene tænker, når de ser mig i den stads!’


Attende aften

“Jeg har,” sagde Månen, “fortalt dig om Pompeji, dette lig af en stad, stillet frem i de levende stæders række; jeg kender en anden, en endnu mere sælsom, den er ikke et lig, men spøgelset af en stad. — Overalt, hvor vandspringet plasker i marmorkummen, synes jeg at høre eventyret om den svømmende stad. Ja, vandstrålen må fortælle om den! strandens bølger synge om den! Over havets flade svæver tit en tåge, den er enkesløret: Havets brudgom er død, hans slot og stad er nu mausoleet! Kender du denne by? Aldrig hørte den vognhjulets rullen eller hestens hovslag i sine gader; dér svømmer fisken og spøgelsesagtig flyver den sorte gondol hen over det grønne vand. Jeg vil” — vedblev Månen — “vise dig byens forum, byens største plads, og du tror at være i eventyrenes stad; græsset vokser mellem de brede fliser, og i dagningen flagrer der tusinde tamme duer rundt om det fritstående høje tårn. Fra de tre sider er du omgivet af buegange. Tyrken med sin lange pibe sidder stille derinde, den smukke grækerdreng hælder sig til søjlen og ser på de oprejste trofæer: de høje stænger, mindet om den gamle magt. Flagene hænger som sørgeflor; en pige hviler sig der, de tunge spande med vand har hun sat ned, åget, hvori hun bærer dem, ligger over hendes skulder, hun støtter sig ved sejrsstangen. Det er intet feslot, men en kirke, du ser foran dig! de forgyldte kupler, de gyldne kugler rundt om stråler i mit lys; de prægtige malmheste deroppe har gjort rejser som malmhesten i eventyret, de har rejst herhid, bort herfra og igen tilbage. Ser du den brogede pragt i muren og på ruderne? Det er, som om geniet havde føjet et barns vilje med at udsmykke dette sælsomme tempel. Ser du på søjlen den bevingede løve? Guldet skinner endnu, men vingen er bunden, løven er død thi havets konge er død, der er tomt i de store haller, og hvor før de kostelige billeder hang, skinner nu den nøgne mur frem. Lazaronen sover under buen, hvis gulv engang kun den høje adel turde betræde. Fra de dybe brønde, eller er det fra blykamrene nær Sukkenes Bro, lyder et suk, som dengang tamburinen lød på de brogede gondoler, da bruderingen fløj fra den glimrende Bucentauro til Adria, havets dronning. Adria, svøb dig i tåge! lad enkesløret dække dit bryst, hæng det over din brudgoms mausoleum: det marmorbyggede, spøgelsesagtige Venedig!” —


Nittende aften

“Jeg så ned på et stort teater,” sagde Månen, “det hele hus var opfyldt med tilskuere; thi en ny skuespiller debuterede; min stråle gled hen over det lille vindue i muren, et sminket ansigt trykkede panden op mod ruden: Det var aftnens helt. Det ridderlige skæg krusede sig om hagen, men der var tårer i mandens øjne, thi han var udpebet, udpebet med grund. Stakkels fyr! men stakkelen kan ikke tåles i kunstens rige. Han følte dybt og elskede kunsten med begejstring, men den elskede ikke ham. — — Regissørens klokke ringede; — kækt og modigt stod der i rollen, træder helten frem, — frem skulle han for et publikum, hvem han var til latter. — — Da stykket var endt, så jeg en mand, indsvøbt i kappen, snige sig ned ad trappen; det var ham, aftnens knuste ridder, maskinkarlene hviskede til hverandre; jeg fulgte synderen op på hans kammer i hjemmet. Hænge sig er en uskøn død, og gift har man ikke altid ved hånden. Jeg ved, han tænkte på begge dele. Jeg så, han spejlede det blege ansigt, lukkede halvt øjnene for at se, om han var smuk som lig. Mennesket kan være højst ulykkelig og dog højst affekteret. Han tænkte på døden, på selvmord, jeg tror, han begræd sig selv, — han græd dybt, og når man ret har grædt ud, da dræber man sig ikke. Et helt år er gået siden den tid. Der var komedie, men på et lille teater, det var en fattig, omrejsende trop; jeg så igen det bekendte ansigt, de sminkede kinder, det krusede skæg. Han så igen op mod mig, smilede — og alligevel var han pebet ud, netop for et minut siden, udpebet på et usselt teater, udpebet af et usselt publikum! — I denne aften kørte der en fattig ligvogn ud af byens port, ikke en eneste fulgte. Det var en selvmorder, vor sminkede, udpebne helt. Kusken, som kørte, var den eneste ledsager, ingen fulgte, ingen uden Månen. I krogen ved kirkegårdsmuren er selvmorderen lagt; dér vil nælderne snart skyde op, dér vil graverkarlen henkaste tjørne og ukrudt fra de andres grave.”


Tyvende aften

“Fra Rom kommer jeg,” sagde Månen, “dér, midt i staden på en af de syv høje ligger kejserborgens ruiner; det vilde figentræ vokser i murens revne og dækker nøgenheden med sit brede, grågrønne blad; mellem grushoben træder æslet på den grønne laurbærhæk og glæder sig ved den golde tidsel. Herfra, hvor engang Roms ørne fløj ud: kom, så og sejrede, er nu indgangen gennem et lille fattigt hus, klinet af ler mellem to sønderbrudte marmorkolonner; vinranken hænger som en sørgeguirlande hen over det skæve vindue. En gammel kone med sin lille datterdatter bor derinde, de hersker nu i kejserborgen og viser her den fremmede de sunkne skatte. Af den rige tronsal er kun en nøgen væg, den sorte cypres peger med sin lange skygge på det sted, hvor tronen stod. Jorden ligger alenhøjt over det sønderbrudte gulv, den lille pige, nu kejserborgens datter, sidder tit dér på sin skammel, når aftenklokkerne ringer. Nøglehullet i døren tæt derved kalder hun sin balkon, gennem det kan hun se ud over det halve Rom, ud til Peterskirkens mægtige kuppel. Stille, som altid, var der denne aften, og nedenfor, i mit fuldklare lys, kom den lille pige. På sit hoved bar hun en antikformet lerkrukke med vand, hun havde bare fødder, det korte skørt og de små særkeærmer var itu; jeg kyssede barnets fine, runde skuldre, de sorte øjne og det mørke, glinsende hår; hun steg op ad husets trappe, den var stejl, dannet af murbrokker og en sønderbrudt kapitæl. De brogetfarvede firben fór sky forbi ved hendes fødder, men hun forskrækkedes ikke, allerede hævede hun hånden for at ringe på døren; dér hang en harefod i et sejlgarnsbånd, det er nu klokkestrengen på kejserens borg. Hun standsede et øjeblik, hvad tænkte hun på: måske på det smukke Jesusbarn, klædt i sølv og guld, dernede i kapellet, hvor sølvlamperne strålede, hvor hendes små veninder istemte sangen, den hun også kendte; jeg ved det ikke! hun gjorde igen en bevægelse og snublede, lerkrukken faldt fra hendes hoved og sloges itu på den riflede marmorflise. Hun brast i gråd, kejserborgens dejlige datter græd over den fattige, sønderbrudte lerkrukke; med bare fødder stod hun og græd, turde ikke trække i sejlgarnsbåndet, kejserborgens klokkestreng.”


Enogtyvende aften

Over i fjorten dage havde Månen ikke skinnet, nu så jeg den igen, rund og klar stod den over de langsomt stigende skyer; hør, hvad Månen fortalte mig: “Fra en af Fessans byer fulgte jeg karavanen; ved sandørknen på en af saltsletterne, der skinnede som en isflade og kun i en lille strækning var bedækket med det lette flyvesand, gjorde de holdt. Den ældste, vandflasken hang ved hans bælte, en sæk med usyret brød lå ved hans hoved, han tegnede med sin stav i sandet en firkant og skrev deri nogle ord af Koranen; hen over det indviede sted drog den hele karavane. En ung købmand, et Solens barn, det så jeg i hans øjne, det så jeg i skønhedsformerne, red tankefuld sin hvide, fnysende hest. Tænkte han måske på sin smukke unge hustru? Det var kun to dage siden, at kamelen, smykket med skind og kostbare sjaler, bar hende, den dejlige brud, om byens mure; trommer og sækkepiber lød, kvinderne sang, og rundt om kamelen lød glædesskud, brudgommen skød de fleste, de stærkeste, og nu — nu drog han med karavanen over ørknen. Jeg fulgte den mange nætter, så dem hvile ved brøndene, mellem de forkuede palmer; de stak kniven i den styrtede kamels bryst og stegte kødet ved ilden. Min stråle kølede det glødende sand, min stråle viste dem de sorte klippeblokke, døde øer i det uhyre sandhav. Ikke mødte de fjendtlige stammer på den sporløse vej, ingen storme rejste sig, ingen sandstøtter gik dræbende over karavanen. I hjemmet bad den dejlige hustru for mand og fader. ‘Er de døde?’ spurgte hun mit gyldne horn. ‘Er de døde?’ spurgte hun min strålende skive. — Nu ligger ørknen bag deres vej, i denne aften sidder de under den høje palme, hvor tranen med alenlange vinger omflyver dem; pelikanen ser på dem fra mimosens grene. Det yppige krat er nedtrådt af elefantens tunge fødder, en skare negerfolk kommer fra et marked, der dybere inde; kvinderne, med kobberknapper om deres sorte hår og med indigofarvede skørter, driver de belæssede okser, hvorpå de nøgne, sorte børn sover. En neger fører i et tov en løveunge, han har købt; de nærmer sig karavanen; den unge købmand sidder ubevægelig, tavs, tænker på sin skønne hustru, drømmer i de sortes land om sin hvide, duftende blomst hinsides ørknen; han løfter sit hoved —!” — der gik en sky for Månen og atter en sky. Jeg hørte ikke mere den aften.


Toogtyvende aften

“Jeg så en lille pige græde,” sagde Månen, “hun græd over verdens ondskab. Den dejligste dukke havde hun fået til foræring, oh! det var en dukke! så nydelig og fin, den var slet ikke skabt til modgang. Men den lille piges brødre, de lange drenge, havde taget dukken, sat den op i et højt træ i haven og var så løbet bort. Den lille pige kunne ikke nå dukken, slet ikke hjælpe den ned, og derfor græd hun; dukken græd bestemt med, den strakte armene ud imellem de grønne grene og så ganske ulykkelig ud. Ja, det var verdens modgang, som mama så tit talte om. Oh, den stakkels dukke! Det begyndte jo allerede at blive mørk aften, og så ville natten komme! skulle hun sidde herude i træet alene den hele nat? Nej, det kunne den lille pige ikke bære over sit hjerte. ‘Jeg vil blive hos dig!’ sagde hun, skønt hun var slet ikke modig; hun syntes allerede ganske tydeligt at se de små nisser med deres høje spidse huer, titte frem imellem buskene, og nede i den mørke gang dansede lange spøgelser, de kom nærmere og nærmere, strakte hænderne hen imod træet, hvor dukken sad, de lo og pegede fingre ad den. Ak, hvor den lille pige var bange! ‘Men når man ingen synd har gjort,’ tænkte hun, ‘så kan jo det onde ikke gøre én noget! mon jeg har nogen synd?’ Og hun tænkte sig om: ‘Ak, jo!’ sagde hun, ‘jeg har leet af den stakkels and med den røde klud om benet, den halter så morsomt, derfor lo jeg, men det er synd at le af dyrene!’ Og hun så op mod dukken: ‘Har du leet af dyrene?’ spurgte hun, og det så ud, som om dukken rystede med hovedet.”


Treogtyvende aften

“Jeg så ned i Tyrol,” sagde Månen, “jeg lod de mørke graner kaste stærke slagskygger på klipperne. Jeg betragtede den hellige Kristoffer med Jesusbarnet på sine skuldre, som de der står på husenes vægge, kolossale, fra fodstykket op til gavlen; den hellige Florian gød vand på det brændende hus, og Kristus hang blødende på de store kors ved vejen. Det er gamle billeder for den nye slægt, jeg har derimod set dem blive rejst, set det ene følge det andet. Højt på bjergskrænten hænger, som en svalerede, et ensomt nonnekloster; to søstre stod deroppe i tårnet og ringede; de var begge unge, og derfor fløj deres blik ud over bjergene, ud i verden. En rejsevogn kørte nede på landevejen, posthornet klang, og de stakkels nonner fæstede med beslægtede tanker øjet ned på den; i den yngstes øje stod en tåre. — Og hornet klang svagere og svagere, klostrets klokke døvede dets hendøende toner. — ”


Fireogtyvende aften

Hør, hvad Månen fortalte: “Det er flere år tilbage, det var her i København; jeg tittede ind ad vinduet i en fattig stue, fader og moder sov, men den lille søn sov ikke; jeg så, hvor de blommede kattunssengeomhæng rørte sig, og barnet tittede ud; jeg troede først, at han så på det bornholmske stueur; det var nok så broget malet med rødt og grønt, der sad en kukker ovenpå, der var svære blylodder, og perpendiklen med den skinnende messingplade gik frem og tilbage, ‘dik! dik!’ men det var ikke det, han så på; nej! det var på moders spinderok; den stod lige under uret. Den var drengens kæreste stykke i det hele hus, men han turde ikke røre den, for så fik han over fingrene; hele timer, når moderen spandt, kunne han sidde og se på den snurrende ten og det drejende hjul, og derved havde han nu sine egne tanker. Ak, turde han dog også spinde på den rok! fader og moder sov; han så på dem, han så på rokken, og lidt efter stak der en lille nøgen fod ud af sengen og så nok en nøgen fod, der kom to små ben, bums! stod han på gulvet. Han drejede sig endnu en gang om for at se, om fader og moder sov; jo, det gjorde de, og så gik han sagte, ganske sagte, kun i sin lille stumpede skjorte hen til rokken og begyndte at spinde; snorene fløj af, og hjulet løb da meget hastigere. Jeg kyssede hans gule hår og hans lyseblå øjne; det var et nydeligt billede. Moderen vågnede i det samme. Omhænget rørte sig, hun så ud og tænkte på nissen eller på et andet lille spøgelse. ‘I Jesu navn!’ sagde hun og stødte, angst, manden i siden; han slog øjnene op, gned dem med hånden og så på den lille travle fyr. ‘Det er jo Bertel!’ sagde han.

Og mit øje vendte sig fra den fattige stue — jeg ser jo så vidt omkring! jeg så i samme øjeblik ind i Vatikanets sale, hvor marmorguderne står: Jeg bestrålede Laokoons-gruppen; stenen syntes at sukke; jeg trykkede mit stille kys på musenes bryst, jeg tror, det hævede sig. Dog længst dvælede mine stråler ved Nilgruppen, ved den kolossale gud. Støttende sig på sfinksen lå han så tankefuld, drømmende der, som tænkte han på de henrullede år; de små amoriner legede om ham deres leg med krokodillerne; i overflødighedshornet sad, med sammenlagte arme og så på den store, alvorlige flodgud, en ganske lille Amor, et tro billede netop af den lille dreng ved rokken, det var de samme træk; levende og yndigt stod her det lille marmorbarn, og dog over tusinde gange har årets hjul drejet sig, siden det fremsprang af stenen. Just så mange gange, som drengen i den fattige stue drejede rokkehjulet, har det større hjul snurret rundt og snurrer endnu, før tidsalderen skaber marmorguder som disse.

Se, det er alt sammen flere år siden! Nu i går,” vedblev Månen, “så jeg ned på en bugt ved Sjællands østkyst; der er dejlige skove, høje banker, en gammel herregård med røde mure, svaner i voldgravene og en lille købstad med sin kirke mellem æblehaver. En mængde både, alle med blus, gled hen over den rolige vandflade; det er ikke for at stange ål, at blussene lyste, nej, alt var festligt! musikken klang, en vise blev afsunget, og midt i en af bådene stod han, de hyldede: en høj, kraftig mand i en stor kappe, han havde blå øjne og lange hvide hår; jeg kendte ham og tænkte på Vatikanet med Nilgruppen og alle marmorguderne, jeg tænkte på den lille, fattige stue, jeg tror såmænd i Grønnegade, hvor den lille Bertel med den stumpede skjorte sad og spandt. Tidens hjul har drejet sig; nye guder er steget frem af stenen. — — Fra båden lød et hurra, et: “Hurra for Bertel Thorvaldsen!”


Femogtyvende aften

“Jeg vil give dig et billede fra Frankfurt!” sagde Månen; “jeg betragtede dér én bygning især; det var ikke Goethes fødested, ikke heller det gamle rådhus, hvor gennem de tilgitrede vinduer endnu de hornede hovedpander rager frem af okserne, der blev stegt og givet til pris ved kejserens kroning; det var en borgerlig bygning, grønmalet og tarvelig, på hjørnet ind til den snævre jødegade, det var Rothschilds hus. Jeg så ind gennem den åbne dør, trappegangen var stærkt oplyst; der stod tjenere med brændende lys i massive sølvstager og bøjede sig dybt for den gamle kone, der i en bærestol førtes ned ad trappen. Husets ejer stod med blottet hoved og trykkede ærbødigt et kys på den gamles hånd. Det var hans moder; hun nikkede venligt til ham og til tjenerne, og de førte hende ind i den snævre, mørke gade, ind i et lille hus; dér boede hun, dér havde hun født sine børn, derfra var deres lykke fremblomstret; forlod hun nu den ringeagtede gade, det lille hus, da ville lykken måske forlade dem; det var nu hendes tro!” — Månen fortalte ikke mere; alt for kort besøgte den mig i aften, men jeg tænkte på den gamle kone i den snævre, ringeagtede gade; kun et ord af hende, og hun havde sit glimrende hus nær ved Themsen; kun et ord af hende, og hendes villa lå ved Neapels golf. “Forlod jeg det ringe hus, hvor mine sønners lykke fremsprang, da forlod måske lykken dem!” — Det er en overtro, men af det slags, at når man kender historien og ser billedet, behøves der kun, for at forstå dette, de to ord som underskrift: En moder.”


Seksogtyvende aften

“Det var i går i morgendæmringen!” det er Månens egne ord; “ikke én skorsten røg endnu i den store by, og det var just skorstenene, jeg så på; fra én af dem stak der i det samme et lille hoved op og så kom den halve krop, armene hvilede på skorstensranden. ‘Hurra!’ det var en lille skorstensfejerdreng, som første gang i sit liv var kommet helt op i en skorsten og havde fået hovedet udenfor. “Hurra!” Ja, det var noget andet end at krybe om i de snævre rør og i de smalle kaminer! Luften viftede så frisk, han kunne se ud over den hele by til den grønne skov; Solen stod just op; rund og stor skinnede den ham ind i ansigtet, der strålede af lyksalighed, skønt det var ganske artigt smurt til med sod. ‘Nu kan hele byen se mig!’ sagde han, ‘og Månen kan se mig og Solen med! Hurra!’ og så svingede han med kosten. — ”


Syvogtyvende aften

“I går nat så jeg ned på en stad i Kina,” sagde Månen, “mine stråler beskinnede de lange, nøgne mure, som danner gaderne; hist og her er der vel en dør, men den er tillukket, thi verden udenom hvad vedkommer den kineseren; tætte jalousier bedækkede vinduerne bag husets mur, kun fra templet skinnede lyset mat gennem ruderne. Jeg så derind, så på den brogede pragt; fra gulv til loft står i stærke farver og rig forgyldning billeder, som fremstiller gudernes virken her på Jorden; i hver niche deres billedstøtte selv, men næsten skjult af brogede draperier og nedhængende faner, og foran hver guddom — de er alle af tin — stod et lille alter med vievand, blomster og brændende vokslys, men øverst i templet stod Fu, den øverste guddom, smykket med en kjortel af silketøj, den hellige gule farve. Ved alterets fodstykke sad en levende skikkelse, en ung gejstlig, han syntes at bede, men midt i sin bøn at hensynke i grublen, og det var vist en synd, thi hans kinder brændte, hans hoved bøjede sig dybere; stakkels Soui-houng! drømte han sig måske bag gadens lange mur, arbejdende ved den lille blomsterplet, der er foran hvert hus, og var den syssel ham langt kærere end at passe vokskerterne i templet? eller lystede det ham at sidde ved det rigt dækkede bord og mellem hver ret at tørre munden på sølvpapir, eller var hans synd så stor, at vovede han at udtale den, da måtte Det Himmelske Rige straffe ham med døden? turde hans tanke flyve med barbarernes skibe til deres hjem, det langtbortliggende England? Nej, hans tanke fløj ikke så langt, og dog var den så syndig, som det varme ungdomsblod kan føde den, syndig her i templet foran Fu's og de hellige guders billedstøtter. Jeg ved, hvor hans tanke var. I yderkanten af byen, på det flade, fliselagte tag, hvor rækværket syntes gjort af porcelæn, hvor de smukke vaser stod med store, hvide klokkeblomster, sad den yndige Pe, med de smalle, skælmske øjne, de fyldige læber og den mindste fod; skoen trykkede, men om hjertet trykkede det tungere, og hun løftede de fine, drejede arme, og atlasket raslede. Foran hende stod en glasskål med fire guldfisk, hun rørte sagte i vandet med en broget malet og lakeret pind, oh, så langsomt, thi hun grundede! tænkte hun måske på, hvor rigt og gyldent fiskene var klædt, hvor sikkert de levede i glasskålen og rigeligt fik deres føde, og hvor lang lykkeligere de dog kunne være i det frie, ja, det begreb den skønne Pe; hendes tanke drog fra hjemmet, hendes tanke gik i kirken, men det var ikke for Guds skyld, den kom der. Den stakkels Pe! den stakkels Soui-houng! deres jordiske tanker mødtes, men min kolde stråle lå som et kerubsværd imellem dem!” —


Otteogtyvende aften

“Det var havblik,” sagde Månen, “vandet var så gennemsigtigt som den rene luft, jeg gennemsejlede, jeg kunne se dybt under havfladen de sælsomme planter, der, som kæmpetræer i skoven, hævede sig med favnelange stængler op mod mig; fiskene svømmede hen over deres toppe. Højt i luften drog en flok vilde svaner, én af dem sank med afkræftede vinger dybere og dybere, dens øjne fulgte den luftige karavane, som mere og mere fjernede sig, selv holdt den vingerne vidt udspredte og sank, som sæbeboblen synker i den stille luft, den rørte vandfladen, dens hoved bøjede sig tilbage mellem vingerne, stille lå den, som den hvide lotus på den rolige indsø. Og vinden luftede og hævede den lysende vandflade, så strålende, som var det æteren, der rullede frem i store, brede bølger, og svanen løftede sit hoved, og det skinnende vand sprøjtede som en blå ild hen over dens bryst og ryg. Dagskæret lyste på de røde skyer, og svanen løftede sig styrket og fløj mod den stigende sol, mod den blånende kyst, hvorhen luftkaravanen drog, men den fløj alene, med længsel i sit bryst, ensom fløj den over de blå, de svulmende vande.” —


Niogtyvende aften

“Jeg vil give dig et billede endnu fra Sverige.” sagde Månen; “mellem sorte granskove, nær ved Roxens melankolske bred, ligger den gamle Vreta klosterkirke. Min stråle gled gennem gitteret i muren ind i den rummelige hvælving, hvor konger blunder i store stenkister; i muren over dem pranger, som billede på den jordiske herlighed, en kongekrone, men den er af træ, malet og forgyldt, den holdes fast ved en træpind, spigret ind i muren, ormen har gennemgnavet det forgyldte træ, edderkoppen har spundet sit net fra kronen til kisten, det er et sørgeflag, skørt, som sorgen er det for de dødelige. Hvor stille de blunder! jeg mindes dem så grant! jeg ser endnu det kække smil om læben, der udtalte glæde eller kummer, så mægtigt, så afgørende. Når dampskibet, som en trolddomssnekke sejler op over bjergene, kommer tit en fremmed til kirken, besøger denne gravhvælving, spørger om kongernes navne, og disse klinger glemte og døde; han ser på de ormstukne kroner, smiler, og er han et ret fromt gemyt, da er der vemod i hans smil. Blund, I døde! Månen mindes eder, Månen sender i natten sin kolde stråle til eders stille kongerige, som fyrretræskronen hænger over! —”


Tredvte aften

“Tæt ved landevejen,” sagde Månen, “ligger en kro, og lige over for den er et stort vognskur, taget dér var under tækning; jeg så mellem sparrerne og gennem den åbne loftsluge ned i det uhyggelige rum; den kalkunske hane sov på bjælken, og sadlen var lagt til ro i den tomme krybbe. Midt i rummet holdt en rejsevogn, herskabet sov dér nok så trygt, mens hestene fik at drikke, og kusken strakte sine lemmer, skønt, jeg ved det bedst, han havde sovet godt, og det mere end den halve vej. Døren til karlekamret stod åben, sengen så ud, som om der var vendt op og ned på den, lyset stod på gulvet og brændte dybt i piben. Vinden blæste koldt gennem skuret, og tiden var nærmere ved daggry end ved midnat. Henne i båsen, på gulvet, sov en vandrende musikanterfamilie, moder og fader drømte vel om den brændende tår i flasken, den lille blege pige drømte om den brændende tåre i øjet; harpen lå ved deres hoved, hunden ved deres fod. —”


Enogtredvte aften

“Det var i en lille købstad,” sagde Månen, “jeg så det i fjor, men det gør ikke noget, jeg så det så tydeligt; i aften har jeg læst derom i avisen, men dér var det slet ikke så tydeligt. Nede i krostuen sad bjørnetrækkeren og spiste sin aftensmad, bamsen stod bundet ude bag brændestablen, den stakkels bamse, som ikke gjorde en sjæl fortræd, skønt glubsk nok så han ud. Oppe på kvistkamret legede i mine klare stråler tre små børn; den ældste var nok seks år, den yngste ikke mere end to. ‘Klask, klask!’ kom det op ad trappen; hvem kunne det være? Døren sprang op — det var bamsen, den store, lodne bjørn! Han havde kedet sig ved at stå dernede i gården og nu fundet vej op ad trappen; jeg havde set det alt sammen!” sagde Månen. “Børnene blev så forskrækket for det store lodne dyr, de krøb hver i sin krog, men han fandt dem alle tre, rørte ved dem med snuden, men gjorde dem slet intet! — ‘Det er bestemt en stor hund,’ tænkte de, og så klappede de ham; han lagde sig på gulvet, den mindste dreng væltede sig ovenpå og legede at skjule sit gullokkede hoved i dens tykke sorte pels. Nu tog den ældste dreng sin tromme, slog, så det dundrede efter, og bjørnen rejste sig på begge bagbenene og begyndte at danse, det var nydeligt det! — Hver dreng tog sit gevær, bjørnen måtte have ét med, og han holdt ordentlig fast, det var en prægtig kammerat, de havde fået, og så gik de: ‘én, to, én, to!’ — Da tog det i døren, den gik op, det var børnenes moder, du skulle have set hende, set hendes ordløse skræk, det murhvide ansigt, den halvåbne mund, de stirrende øjne. Men den mindste af drengene nikkede nok så fornøjet og råbte ganske højt på hans sprog: ‘Vi leger bare soldater!’ — Og så kom bjørnetrækkeren!” —


Toogtredvte aften

Det blæste koldt og stærkt, skyerne jog forbi; kun af og til kunne jeg se Månen.

“Igennem det stille luftrum ser jeg ned på de flyvende skyer!” sagde den, “jeg ser store skygger jage hen over Jorden! — Nylig så jeg ned til en fængselsbygning, en tillukket vogn holdt udenfor, en fange skulle bort; min stråle trængte gennem det tilgitrede vindue ind på muren; han ridsede dér til afsked nogle linjer; det var ikke ord, han skrev, det var en melodi, hans hjertes udstrømning den sidste nat på dette sted; og døren åbnedes, han førtes udenfor, så mod min runde skive – – skyer fløj mellem os, som turde jeg ikke se hans ansigt, som turde han ikke se mit; han steg i vognen, den lukkedes, pisken smældede, hestene fór af sted ind i den tætte skov, hvor min stråle ikke kunne følge; men ind ad fængselsgitteret så jeg; mine stråler gled hen over den indridsede melodi på muren, det sidste farvel; hvor ordet slipper, taler tonerne! – – men kun enkelte noder kunne mine stråler belyse, den større del vil altid stå i mørke for mig. Var det dødens hymne, han skrev? Var det glædens jubeltoner? Fór han til døden eller til sine kæres favntag? Månens stråle læser ikke alt, hvad selv de dødelige skriver.

Igennem det store luftrum ser jeg ned på de flyvende skyer; jeg ser store skygger jage hen over Jorden.”


Treogtredvte aften

“Jeg holder meget af børn,” sagde Månen, “de små er især så morsomme; når de mindst tænker på mig, titter jeg mangen gang mellem gardinet og vindueskarmen ind i stuen. Det er så morsomt at se dem selv hjælpe til at klæde sig af; dér kommer først den nøgne lille runde skulder op fra kjolen, så glider armen ud, eller jeg ser strømpen trækkes af, og et yndigt lille ben, så hvidt og fast, kommer frem, det er en fod til at kysse på, og jeg kysser på den!” sagde Månen.

“I aften, det må jeg dog fortælle! I aften så jeg ind af et vindue, hvor gardinerne ikke kom ned, for der er ingen genboer; jeg så ind til en hel skare små, søstre og brødre. Der var en lille pige, hun er kun fire år, men hun kan sit fadervor så godt som de andre, og moderen sidder hver aften ved hendes seng og hører hende læse det, så får hun et kys, og moder bliver, til hun sover, det sker så gesvindt, som de små øjne lukker sig. I aften var de to ældste lidt vilde, den ene hoppede på ét ben i sine lange hvide natklæder, den anden stod på en stol med alle de andres klæder om sig, det var tableau, sagde han, og de andre skulle gætte; den tredje og fjerde lagde legetøjet ordentligt i skuffen, og det skal også gøres; men moderen sad ved den mindstes seng og sagde, at de skulle alle tie stille, thi den lille læste sit fadervor.

Jeg så lige ind under lampen,” sagde Månen, “den fireårs pige lå i sin seng, i det hvide, fine linned, og de små hænder var foldede og det lille ansigt ganske højtideligt; hun læste højt sit fadervor. ‘Men hvad er det,’ sagde moderen og afbrød midt i bønnen, ‘når du har sagt: “Giv os i dag vort daglige brød!” siger du endnu noget, men som jeg ikke kan høre ret hvad er. Hvad er det? Du skal sige mig det!’ — og den lille tav og så forlegen på moderen. — ‘Hvad er det, du siger mere, end “giv os i dag vort daglige brød”?’ — ‘Bliv ikke vred, søde moder!’ sagde den lille, ‘jeg bad: og dygtig smør på!’


* * *