“Rolighed”

af   Hans Christian Andersen


Det gamle København gror over Volden,
det knejser ungt ud mod de åbne søer,
hvor “Rosenvænget” når til Øresund,
og kunstnernavne lyser ud i verden.

Her trives roserne. Det vilde vinløv
udfolder efterårets farvepragt,
mens bag kastanjetræer og hyld og popler
et hjem sig løfter, minderigt fra fortid.
Her sangen lød: “Eleonora Ulfeldt”,
her tænkeren sad under poppelpilen
og lyttede til Ånden i naturen.

Det hjem er nu et lille “Rosenborg”,
med tårn og med altaner ud mod Sundet,
hvor Malmø og Landskrona ses i solskin
og Tycho Brahes ø og Gyldenlund.
I karavane skibe går forbi,
slig svaneflok, så stor, kun ses i Sundet.

Når så i aftnen himlens stjerner blinker,
og fyret fra “Trekroner” lyser vidt om,
hvert fartøj ude tænder sin lanterne,
tror man at se et festbelyst Venedig,
en svømmende, illumineret by.
Dog skønnest er her inden fire vægge,
i gæstfrihedens lykkelige hjem.

Johannes Ewald sang udødeligt
Rungsteds lyksalighed. Oh, havde han
i vor tid levet og i dette hjem,
i dette hjertelag, hos disse venner,
han havde sunget da en dejlig sang
om “Rolighed” og Rosenvængets roser.

Mit hjem i hjemmet, hvor bag hyldens hang
mit liv fik solskin og min harpe klang,
dig bringer jeg taknemlig, glad min sang!


* * *