Moderen med barnet

af   Hans Christian Andersen


Hist, hvor vejen slår en bugt,
ligger der et hus så smukt.
Væggene lidt skæve stå',
ruderne er ganske små,
døren synker halvt i knæ,
hunden gør, det lille kræ,
under taget svaler kvidre'
solen synker – og så vid're.

I den røde aftensol
sidder moder i sin stol;
kinden luer dobbelt rød,
barnet har hun på sit skød.
Drengen er så frisk og sund,
æblekinden rød og rund!
Se, hvor hun i spøg ham banker
på de søde pusselanker.

Katten står og krummer ryg,
men forstyrres af en myg;
barsk han den med poten slår,
og igen som hofmand står.
Moder klapper barnets kind;
se hvor sødt det sover ind,
drømmer om de engle smukke
i sin lille pæne vugge.


* * *