Jylland

af   Hans Christian Andersen


Jylland mellem tvende have
som en runestav er lagt,
runerne er kæmpegrave
inde midt i skovens pragt
og på heden alvorsstor,
her, hvor ørknens luftsyn bor.

Jylland, du er hovedlandet,
højland med skovensomhed!
Vildt i vest med klittag sandet
løfter sig i bjerges sted.
Østersø og Nordhavs vand
favnes over Skagens sand.

Heden, ja man tror det næppe,
men kom selv, bese den lidt!
Lyngen er et pragtfuldt tæppe,
blomster myldrer milevidt.
Skynd dig, kom! om føje år
heden som en kornmark står.

Mellem rige bøndergårde
snart dampdragen flyve vil;
hvor nu Loke sine hjorde
driver, skove vokser til.
Briten flyver over hav,
gæster her prins Hamlets grav.

Jylland mellem tvende have
som en runesten er lagt,
fortid mæler dine grave,
fremtid folder ud din magt;
havet af sit fulde bryst
synger højt om Jyllands kyst.


* * *